15. maj 2015

Mislyde på Folkemødet?

Forleden dag havde jeg stillet min cykel på torvet ved Superbrugsen i Allinge. Der var næsten øde dagen før Store Bededag. Men der var en kvinde med mikrofon og en mand med et professionelt udseende videokamera. De henvendte sig straks og spurgte om jeg ville svare på nogle spørgsmål. På min forespørgsel fortalte de, at de kom fra TV2/Bornholm, så dem ville jeg da godt udtale mig til. Først blev jeg spurgt om jeg boede her i nærheden, og jeg forklarede at jeg havde sommerhus i Sandvig 2 km. væk. Det var åbenbart godt nok til interviewets formål, der handlede om det kommende folkemøde. Jeg kunne næsten have sagt mig selv at det ville handle om den kontroversielle gæst fra Holland.
På stående for synes jeg, at være kommet i et dilemma. Jeg fik formuleret et "på den ene side og på den anden side" svar. (Det siges at være derfor, at psykologer er udstyret med to hænder.)
Jeg synes "selvfølgelig" at alle skal kunne stille op og sige deres mening. At organisationerne kan invitere hvem som helst - inden for lovens rammer og Folkemødets regler, hvilket jeg dog ikke fik tilføjet. På den anden side har den pågældende taler meget lidt med Folkemødet at gøre og den øgede sikkerhed vil betyde en mindre afslappet og mindre åben omgang mellem almindelige mennesker og politikerne.
Da klippet blev sendt om aftenen, kom kun den sidste del af mit indlæg med. Men klip fra andre interviewede havde dækket det første synspunkt, der forsvarer ytringfriheden.
Debatten er siden eskaleret og nu er også Georgios Epitideios fra det græske "Gyldent Daggry" blevet inviteret. Både han og Geert Wilders er i midlertidigt folkevalgte politikere, så det ville stride mod i hvert fald mine demokratiske principper at lave forbud mod deres deltagelse.
Özlem Cekic udtrykker dilemmaet rigtigt godt i sine tweets @cekicozlem.

Folkemødet i Allinge er et fantastisk, berigende fænomen. Vi har været med hvert år, og tager naturligvis med også i år. Det interessante er muligheden for at møde nuancerede fremstillinger og synspunkter, man ellers ikke umiddelbart ville støde på i de desværre stærkt snæversynede danske mainstream medier.
Politiske slogans virker for overfladiske i denne sammenhæng.
Sidste år så jeg en ung mand med et T-shirt påtrykt "Boykot Israel". Min første tanke var, at sådan et måtte jeg også have. Jeg er enig med opfordringen, der af en eller anden grund åbenbart virker meget provokerende på det danske publikum. Men så slog det mig, hvor forkert anbragt, et sådan slogan virkede her på Folkemødet, hvor der ikke var nogen anden dagsorden at hænge det op på.
Langt mere relevant var indlæg om data-overvågning, der berører alle danskere, og som lagde sig op
ad de mange events om IT-udvikling, "Big data" mv. Det var ligefrem velgørende at kunne få taget en selfie sammen med Edward Snowden, omend han her var en papfigur.