17. juni 2015

Folkemødet 1. og 2. dag


Dagen før Folkemødet var jeg på torvet i Svaneke. Og her blev jeg endnu en gang interviewet af TVB. De spurgte om hvilket sted, jeg forbandt med Folkemødet. Jeg svarede ”Allinge, selvfølgelig.” Og det var så det klip, der kom med om aftenen. Så spurgte de, om hvad jeg mente om at Dansk Sprognævn havde sagt nej til, at Allinge/Bornholm kunne få patent på ordet ”Folkemøde”. Det syntes jeg så var en rigtig afgørelse; selve ordet folkemøde lyder ret alment i mine ører. Kommer der andre folkemøder, må man begynde at kalde det f.eks. Folkemødet på Bornholm. Men denne del kom altså ikke med. 

På 1. dag blev dette 5. folkemøde skudt igang af borgmester Winni Grosbøll, der holdt en blændende god tale og her bl.a. lavede en elegant håndtering af mediernes fokusering på et øget trusselsbillede. Der er dog i år rigtig meget politi med skudsikre veste tilstede, men diskret i baggrunden. Det skulle ellers have været statsministeren, der holdt åbningstalen. Dette var ændret p.gr.af valget, og alle virker rigtig glade for Winni. 

Efter åbningen var der kl.15 eller 15:15 ikke færre end 117 samtidige arrangementer!
Vi (min hustru, Lenni og jeg) gik efter noget smalt, som man ikke så let kan høre om alle vegne. 
Det blev Anders Stjernholm i dialog med formanden for Humanistisk Samfund om emnet: "Fra religionskritik til politik". Anders er ud over at være stand-up komiker, talsmand for Ateistisk Selskab og folketingskandidat for Alternativet. Det var dog hverken Alternativets politik eller vitser, han præsenterede, men en skarp og velargumenteret kritik af dansk religionspolitik: favorisering af enkelte trosretninger frem for andre eller ingen tro, overgreb på børn i form af religionsundervisning støttet af det offentlige samt tilladelse til omskæring ("genital mutilation") af drengebørn, men på diskriminatorisk vis ikke af pigebørn. Anders går ind for religionsfrihed og ligestilling mellem trosretninger, hvilket indebærer grundlovsændringer med adskillelse af kirke og stat, som i mange andre demokratiske lande. 

Vi gik videre til Enhedslistens telt for at høre om bl.a. Syriza i Grækenland, men det var desværre aflyst og i stedet var der: "Konsekvensen af reformerne" med Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten og Bente Johansen fra de radikale. Det kom desværre hurtigt til at dreje sig detaljer i reglerne for forskellige overførselsindkomster, om man skulle kunne få efterløn fra 60 eller 62 år, og hvor nedslidt man skulle være. 

Så var der flere visioner hos BIEN, hvor jeg var på dag 2. "Se til højre, se til venstre. Basisindkomst fra to vinkler" med Gunna Starck fra Enhedslisten og Mira Erik, der har skrevet en opgave om emnet og har en grundlæggende liberal politisk orientering. Det man tidligere har kaldt borgerløn betegnes nu som ubetinget basisindkomst, og vil kunne overflødiggøre alle de trivielle diskussioner om hvem, der er berettiget til hvilke og hvor store offentlige ydelser. 
I det nuværende system får de c.800.000 borger, der er på overførselsindkomster (se mit tidligere blogindlæg), vidt forskellige ydelser efter forskellige regler og ofte underkastet en kafka'esk grad af kontrol. Eksempelvis ville mange på dagpenge eller kontanthjælp have svært ved at deltage i Folkemødet, når de ikke må rejse gennem Sverige. Reglerne om de forskellige ydelser kan bidrage til at de i nogen situationer måske ikke rigtigt kan "betale sig at arbejde" på grund af paradoksproblemer med ydelser, der reduceres af en lønindkomst - eller endda af samleverens lønindkomst. 
Havde man istedet en ubetinget basisindkomst udbetalt til alle, ville en krone tjent efter skat også være en krone udbetalt, og det ville kunne "betale sig at arbejde" også hvis det kun var i nogle få timer en gang imellem. Rigtigt mange med svage ressourcer eller handicaps af fysisk, psykisk eller social art, vil gerne prøve at finde sig lidt arbejde ved egen hjælp fremfor at overgive sig til den offentlig finansierede, men ofte privat drevet og profitgivende, beskæftigelsesindustri. 
Mira Erik syntes især at en basisindkomst ville give større frihed til alle og give dem "the power to say no". Det vil også fremme kunst og kreativitet. Hun henviste til John Rawls, en politisk filosof, der søgte at belyse principperne for social retfærdighed gennem en række tankeeksperimenter.  
Gunna Starck mente bestemt, at tanken var økonomisk mulig (omend ikke hvis man bruger en "Corydon-kalkulator" og f.eks. medregner en værdi for en stående arbejdskraftreserve).
På spørgsmålet om hvad der egentlig er Enhedslistens politik på området, svarede Gunna, at der faktisk havde været en lang intern diskussion, der var endt omtrent 50-50, hvorfor egentlig ubetinget basisindkomst ikke er kommet med i deres program. Modstanderfløjen er måske bange for at en basisimdkomst vil underminere a-kasserne og dermed indirekte fagbevægelsen. Tanken om pligt til at "bidrage til fællesskabet" spiller måske også ind.  
Men man skal passe på ikke kun at lade dette argument gælde de relativt fattige og tro at de motiveres til arbejde ved at blive endnu fattigere. Når det gælder toppen af samfundet tror regeringens (og oppositionens) økonomer øjensynligt på, at motivation fremmes gennem højere og ikke lavere løn. 

15. maj 2015

Mislyde på Folkemødet?

Forleden dag havde jeg stillet min cykel på torvet ved Superbrugsen i Allinge. Der var næsten øde dagen før Store Bededag. Men der var en kvinde med mikrofon og en mand med et professionelt udseende videokamera. De henvendte sig straks og spurgte om jeg ville svare på nogle spørgsmål. På min forespørgsel fortalte de, at de kom fra TV2/Bornholm, så dem ville jeg da godt udtale mig til. Først blev jeg spurgt om jeg boede her i nærheden, og jeg forklarede at jeg havde sommerhus i Sandvig 2 km. væk. Det var åbenbart godt nok til interviewets formål, der handlede om det kommende folkemøde. Jeg kunne næsten have sagt mig selv at det ville handle om den kontroversielle gæst fra Holland.
På stående for synes jeg, at være kommet i et dilemma. Jeg fik formuleret et "på den ene side og på den anden side" svar. (Det siges at være derfor, at psykologer er udstyret med to hænder.)
Jeg synes "selvfølgelig" at alle skal kunne stille op og sige deres mening. At organisationerne kan invitere hvem som helst - inden for lovens rammer og Folkemødets regler, hvilket jeg dog ikke fik tilføjet. På den anden side har den pågældende taler meget lidt med Folkemødet at gøre og den øgede sikkerhed vil betyde en mindre afslappet og mindre åben omgang mellem almindelige mennesker og politikerne.
Da klippet blev sendt om aftenen, kom kun den sidste del af mit indlæg med. Men klip fra andre interviewede havde dækket det første synspunkt, der forsvarer ytringfriheden.
Debatten er siden eskaleret og nu er også Georgios Epitideios fra det græske "Gyldent Daggry" blevet inviteret. Både han og Geert Wilders er i midlertidigt folkevalgte politikere, så det ville stride mod i hvert fald mine demokratiske principper at lave forbud mod deres deltagelse.
Özlem Cekic udtrykker dilemmaet rigtigt godt i sine tweets @cekicozlem.

Folkemødet i Allinge er et fantastisk, berigende fænomen. Vi har været med hvert år, og tager naturligvis med også i år. Det interessante er muligheden for at møde nuancerede fremstillinger og synspunkter, man ellers ikke umiddelbart ville støde på i de desværre stærkt snæversynede danske mainstream medier.
Politiske slogans virker for overfladiske i denne sammenhæng.
Sidste år så jeg en ung mand med et T-shirt påtrykt "Boykot Israel". Min første tanke var, at sådan et måtte jeg også have. Jeg er enig med opfordringen, der af en eller anden grund åbenbart virker meget provokerende på det danske publikum. Men så slog det mig, hvor forkert anbragt, et sådan slogan virkede her på Folkemødet, hvor der ikke var nogen anden dagsorden at hænge det op på.
Langt mere relevant var indlæg om data-overvågning, der berører alle danskere, og som lagde sig op
ad de mange events om IT-udvikling, "Big data" mv. Det var ligefrem velgørende at kunne få taget en selfie sammen med Edward Snowden, omend han her var en papfigur.




22. marts 2015

Historien om "Krum"

Krum var en gammel klassekammerat fra gymnasiet, som begyndte på psykologistudiet samtidig med mig. 
Det gik ham ikke så godt.
Historien kan læses her