22. oktober 2012

Billede af klassesamfundet

Fra Politiken. Anne-Marie Steen Petersens opdatering af den klassiske pyramide.
Illlustration til god artikel af Lars Olsen. link

A 1911 Industrial Worker (IWW newspaper) publication advocating industrial unionism that shows the critique of capitalism. It is based on a flyer of the "Union of Russian Socialists" spread in 1900 and 1901.

Så meget er der ikke sket i løbet af 100-110 år!
Nederste lag er delt i to med de hårdtarbejdende placeret over det arbejdsløse "pjalteproletariat". 
Præsterne er væk og burde måske været blevet erstattet af medierne, der nu har funktionen med at narre folket. 
Den rå, væbnede undertrykkelse er blevet usynlig, men er der selvfølgelig stadig i baghånden. 



24. september 2012

Dogmet om vækst

Det er godt at nogle stiller spørgsmålstegn ved troen på nødvendigheden af økonomisk vækst, som tilsyneladende næsten alle politikere hylder og bruger som argument.

Læs denne glimrende artikel af Jørgen Steen Nielsen i Information.

En særlig bemærkelsesværdig kommentar:


Søren Lom siger:
I virkeligheden lever vi i spændende tider. Det er nu det eksisterer en historiske mulighed for at frigøre os fra arbejdet, hvis ellers politikere og akademikere turde se ud over deres dogmer. Behovet for vækst hænger jo sammen med pengepolitikken, uden vækst ingen renter - middelalderen havde ikke brug for vækst for man måtte ikke tage renter.
Vi kan ikke æde mere, vi har ikke brug for større huse, flere biler og andre apparater. Vi har brug for at leve og vi har brug for videnskab og kunst.
Men der er jo nogle kapitalbaroner som bliver overflødige.

21. august 2012

Assange

Micheal Moore og Oliver Stone stiller i New York Times de egentlige spørgsmål, man må stille i Assange-sagen:
Hvorfor vil Sverige ikke afhøre Assange i London - han er ikke anklaget for noget, endnu?
Hvorfor vil Sverige ikke alternativt garantere ham mod udlevering til USA, hvis han tager til Sverige?
Hvorfor vil Storbritanien ikke stille en sådan garanti som betingelse for en udlevering til Sverige?
Ecuador har angiveligt foreslået mægling med alle disse elementer, men uden respons.
http://www.nytimes.com/2012/08/21/opinion/wikileaks-and-the-global-future-of-free-speech.html?hpw

Forringelser i form af "reform" på vej i forhold til social sikring?

Sjældent har jeg læst en så direkte beskrivelse af det sociale uføre, som jeg selv har været vidne til hos mange af mine klienter/patienter med den usynlige lidelse kroniske smerter.
Ricky Magnussens skitsering af den kommende reform og dens konsekvenser lover ikke godt.
http://politiken.dk/debat/laeserbreve/ECE1726276/kommunernes-lovbrud-koster-borgernes-retssikkerhed/

11. august 2012

En god kommentar til spørgsmålet fra igår.


Mest påtrængende er en gennemgribende hovedrengøring af det aktiveringscirkus, som titusindvis af borgere trækkes igennem – uden nævneværdige resultater og mest til grin for sig selv.
Hvert år bruges op mod 26 milliarder kroner på mere eller mindre meningsløse kurser.
Aktiveringssystemet er en skandale, der ikke opkvalificerer folk, men synes at bygge på en tanke om at nedbryde, ydmyge og udmarve i forvejen udsatte borgere, så de før eller siden giver op. Ingen andre steder spildes så mange menneskelige og økonomiske ressourcer. 
Skriver Lars Trier Mogensen i Politiken

10. august 2012

Holdninger i sommerlandet


”Det kalder på reformer - akut. Historierne fra Ruths Hotel og jordbæravleren i Skælskør er ikke i orden. Vi skal have sulten tilbage. Gjort op med den holdning, at det er bedre at være på passiv forsørgelse end at stå i opvasken på et hotel. Gjort op med den holdning, at det er bedre at være på passiv forsørgelse end at plukke jordbær”, siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen -…

Man kan undre sig over, hvor Lars Løkke Rasmussen er støt på den holdning. Bevares, den findes vel, men er næppe almindelig. Kan vi ikke få navn på, hvem der giver udtryk for holdningen: ”det er bedre at være på passiv forsørgelse, end at arbejde”. Eller er der her en fiktiv, moralsk svag, modstander, der skal motivere endnu en stramning over for de svageste i samfundet?
I et afsnit før har Lykke Rasmussen ellers peget på økonomiske årsager til, at det kan være svært at hyre sæsonarbejdere:

”hvis et ægtepar begge er på kontanthjælp, vil den ene ægtefælle skulle have en månedsløn i år på ca. 30.000 kr. for at være lige så godt stillet, som hvis begge er på kontanthjælp.”

Han mener vel for at ægteparret tilsammen har samme disponible indkomst, som hvis begge er på kontanthjælp. Den ene ægtefælle vil nok altid være bedre stillet med en løn på 30.000.
Dette er et eksempel på paradoks-problemet, der opstår, når ydelser gøres indtægtsregulerede, eller endnu værre afhængige af en ægtefælles indtægt. Hvis kontanthjælp skal ses som en ret, borgeren har, som en sikring mod manglende indtægt i en periode, er det uheldigt at der reguleres efter en andens indtægt. Hvornår har arbejdslønnen for resten været afhængig af ægteskabelig status? En sådan reglen er med til at gøre kontanthjælps modtageren mindre selvstændig og mere afhængig (nu både af det offentlige og af ægtefællen).

Mærkeligt nok vil Lars Lykke Rasmussen her gøre problemet endnu værre ved at udvide kredsen af ramte:

”I dag er det kun gifte par, der skal forsørge hinanden i kontanthjælpssystemet. Det ser vi gerne udvidet til også at omfatte samlevende, ligesom det gør sig gældende indenfor andre områder fx tildeling af børnetilskud og førtidspension.”

Den nuværende regering er nok trods alt den mindste 
af to onder.

6. juli 2012

Den rationelle privatøkonomi?


Jeg er blevet opmærksom på, at Information har kørt en hel serie om Finansministeriets samfundsøkonomiske model, som har ligget til grund for de seneste politiske forlig.
Modellen hedder meget passende DREAM og forudsætter borgere, der til enhver tid handler rationelt i deres økonomiske dispositioner. De har åbenbart ikke spurgt en reklamemand om dette er rigtigt.
Der er også andre forudsætninger i modellen, som ikke er empirisk validerede, altså efterprøvet i forhold til virkeligheden.

4. juli 2012

Flere i arbejde? Eller lavere løn af hensyn til konkurrenceevnen?


Rune Engelbreth Larsen gennemskuer regeringens "liberalistiske" økonomiske model og de dårlige argumenter om at skattelettelser til de mellemste og højeste indkomster skulle skaffe flere (af de dårligst stillede) i arbejde.


21. juni 2012

I anledning af asylsøgningen på Ecuadors ambassade


Julian Assanges mor giver (i Russia Today) et helt andet billede af sagen, end vi får serveret i "vestlige" medier: http://www.rt.com/news/julian-sweden-prosecutor-rights-284/
Sammenholder man med fremstillingen i den ellers ofte progressive The Guardian: http://www.guardian.co.uk/media/2012/jun/20/julian-assange-drama-third-act, er der modstridende fakta omkring hvad Assange har tilbudt omkring at lade sig afhøre, og hvad han har nægtet.

Eksemplet afspejler en skærpet mediekrig med ikke blot til monopolisering af oplysninger, men også tendenser til at kriminalisere mod-oplysninger, der truer monopolet.
Grupper, der prøver at bekæmpe monopolet og bevægelsen mod et 1984-samfund, er vigtige.
Et amerikansk eksempel er: http://www.tomdispatch.com/

15. juni 2012

Den modelerbare hjerne

Fra den nyere smerteforskning ved vi, at kroniske smerter blandt andet opstår, fordi centralnervesystemet (og dermed hjernen) i langt højere grad, end man tidligere har troet, bliver forandret og formet af input og løbende brug. Denne neuroplasticitet betyder uheldigvis, at stærke smerter gennem længere tid hos nogle medfører en sensibilisering, en større følsomhed, i forhold til smertegivende signaler fra kroppen. I værste fald bliver almindelige baggrundsfornemmelser smertefulde og personen får ondt flere og flere steder.
Muligheden for neuroplasticitet har imidlertid også positive sider. Den er med til at forklare at nogle hjerneskadede på mirakuløs vis genvinder evner, der teoretisk set skulle være tabt for stedse, i hvert fald før man vidste at der kunne dannes nye nerveceller og nye forbindelser i den voksnes hjerne.
Man har også længe vidst, at hjernetræning kan være med til at udskyde alderstegn.
Det viser sig nu også, at nogle "medfødte" skavanker som ordblindhed og ADHD også at kunne modificeres gennem hjernetræning i højere grad end hidtil antaget.
Prøv at læse dette om "hjerne udbygning". Jeg kan især godt lide koblingen til Lurias klassiske beskrivelser, som fascinerede mig ved at åbne for uanede muligheder og ukendt territorium allerede da jeg læste dem for årtier siden.

28. maj 2012

En begyndelse

Bloggen her er skabt som følge af at jeg forlader Facebook.
Jeg føler mig utryg ved at lægge personlige oplysninger der. Jeg ved godt at også oplysninger her på Googles blog eller f.eks.på mit eget domænenavn, telum.dk, bliver offentligt tilgængelige i al evighed så snart de har været på nettet. Jeg vil godt stå inde for, alt hvad jeg måtte skrive på en netside.
Men specielt Facebook har en uigennemskuelig politik med at videregive oplysninger til reklameindustrien, så de kan dukke op på helt andre sider som målrettede reklamer. Google har også denne mulighed, men forekommer mig, at give mig en bedre kontrol over, hvor mine oplysninger havner. Måske er det naivt af mig at tro sådan. Men det må komme an på en prøve.